Vi er kørt fra Alghero til modsatte kyst for at opleve den smukke by Olbia. Byen hvorfra vi sejlede fra og til, og hvor der konstant ligger nye både til og ofte letter og lander et fly, i lufthavnen lige bag byen. Det blev hurtigt klart for os, at Olbia var væsentligt mere travl end Alghero.
Olbia er en by på Sardiniens nordøstlige kyst. Byens historiske rødder går tilbage til fønikerne og romerne, hvilket ses i de arkæologiske fund, der stadig kan findes. Den byder på charmerende gamle bygninger, men desværre også mindre velovervejet nyere arkitektur.
Vi havde, igennem Interhome, booket en lejlighed i den lidt mindre by, Porto San Paolo, 10 km. øst for Olbia. Et gatet område med en fin lille pool og i gåafstand til restauranter og til marinaen og en fantastisk udsigt.
Da vi ankom, blev vi mødt af en kraftig stank af skimmel, et beskidt gulv og et hav af myrere. Jeg skal ikke kede jer med det negative, men det var helt igennem en umulig opgave at overbevise Interhome om, at det ikke var okay. Vi tog dog også afsted fra lejligheden før tid, og kommer bestemt ikke til at benytte dem igen. Synd at de ikke vedligeholder det og endnu mere ærgerligt, at de ikke formår at være servicemindede, for stedet var ganske lækkert.
Strandene både syd og nord for Olbia er absolut i top. Den nærliggende Costa Smeralda tiltrækker besøgende med sine smukke strande og luksuriøse resorts.
Kyststrækningen er kendt for sine krystalklare turkise farvande og smukke, hvide sandstrande. Området blev udviklet i 1960’erne af Prins Aga Khan, som ønskede at skabe en luksuriøs feriedestination. Costa Smeralda er hjemsted for eksklusive resorts, luksusyachter, og upscale restauranter, hvilket tiltrækker jetsettere og berømtheder fra hele verden. De maleriske bugter og klipperne langs kysten giver et dramatisk landskab, perfekt til både afslapning og vandsport. Byerne Porto Cervo og Porto Rotondo er kendte for deres elegante marinaer og high-end shopping. Området har også flere golfbaner i verdensklasse, herunder den berømte Pevero Golf Club. Costa Smeralda er ikke kun for de rige og berømte; det er også et sted, hvor naturens skønhed står i centrum. Fra det klare vand til de uberørte strande, er Costa Smeralda et paradis for både afslapning og eventyr.
Vi tog bl.a. en tur til Spiaggia del Pirata, og blev totalt blæst bagover af ikke blot vinden, men også det smukke hav og strandene iblandt de klipperne. Absolut et besøg værd!
Mad og drikke:
Olbia er også kendt for sit fremragende sardinske køkken og lokale vine. Restauranterne er mange, og det sardinske køkken er meget fisk og skaldyr, men de laver også en proper pizza. Vi besøgte flere gode steder, men ét der skilte sig ud, var Il Farè, lige udenfor Porto San Paolo. Ekstremt velbesøgt restaurant, med en helt unik lækker pizzabund og gode råvarer. Et absolut “must”, hvis man kommer i området.
Konklusion:
Olbia har nogle dejlige omkringliggende områder, særligt nord for byen. Strandene er helt i top, og nok iblandt de bedste i Europa. Men selve byen slog ikke sådan helt benene væk under os.