Koh Chang

Vi har lagt de små, stille og hyggelige øer Koh Mak og Ko Kut bag os, er sejlet 30 min. nordpå og er gået i land på Koh Chang. En ø kendt af langt flere, og et sted vi godt vidste var langt mere præget af turisme end de to forrige øer. Så det var med vished om, at nu var fokus i højere grad afslapning, nutella/banana crepe og leg i poolen.

Som altid brugte vi Booking.com til at finde det rigtige sted at bo, og endte med at booke KC Grande Resort & Spa, der ligger på øens måske bedste strand, White Sand Beach. Stranden har altid høj prioritet, når vi booker.

Hotellet byder på en bred vifte af indkvarteringsmuligheder, fra elegante værelser til private bungalows med havudsigt. Vi havde booket en “Seaview Grande Suite”. Det viste sig ikke at være et dumt valg. Resortet er opdelt i to. Den ene del (Garden View) ligger bag vejen, der nærmest går fra det sydligste til det nordligste punkt på øen. Den anden del (Sea View) ligger ned mod havet. Vi mødte et hold danskere, der havde booket Garden View, og de var mildest talt ikke imponeret over resortet. Da vi gik en tur derover, fik vi en fornemmelse af, hvorfor. Der skete absolut ingenting derovre, men alligevel var der larm (fra vejen). Tilmed var pool området slet ikke så fedt som på Sea View siden. Vi var til gengæld virkelig tilfredse med vores indkvartering. Værelset lå lige bag poolen, 50 meter til havet og faktisk lige midt i det hele. Morgenmaden er absolut i den gode ende, og generelt er servicen og faciliteterne gode. Skal man sætte en finger på noget, er fitness for småt. Lokalet, der lå lige overfor vores værelse, var ekstremt velbesøgt, men alt for småt.

Vi fik fejret Oskars første runde fødselsdag på hotellet, og der blev serveret kage fra hotellets restaurant og vi sørgede selv for at pynte værelset lidt op. Det vilde ved at være afsted på sådan en tur er, at alle dage er så fede, at en fødselsdag ikke skiller sig voldsomt ud. End ikke en 10-års fødselsdag.

KC Grande efterlod et virkelig godt indtryk, og skulle vi en dag tage tilbage til Koh Chang, er det helt oplagt at booke der igen.

Koh Chang, også kendt som “Elefantøen”, er Thailands næststørste ø og ligger tæt opad grænsen til Cambodja. Ligesom på Ko Kut og Koh Mak, er der også her, mange bosiddende cambodjanere. Søde rare, og servicemindede. Måske ikke helt så gode til engelsk, som thaierne typisk er. Øen strækker sig over 429 kvadratkilometer og er en del af Mu Ko Chang Nationalpark, hvilket betyder, at en stor del af øens areal er dækket af beskyttet regnskov og mangrovesumpe.

Historisk set var Koh Chang en rolig fiskerø med få indbyggere. Først i 1980’erne begyndte øen at tiltrække opmærksomhed fra turister, men den har formået at undgå den ekstreme kommercialisering, som nogle af Thailands andre øer har oplevet. Koh Changs navn, der betyder “Elefantøen”, menes at stamme fra øens karakteristiske silhuet, som ligner en elefant.

Koh Chang byder på en bred vifte af aktiviteter og naturoplevelser. Vi havde besluttet os for, at det ikke skulle være hverken hver eller hver anden dag, vi skulle ud og se noget. Der skulle være tid ved poolen og havet.

Strandene er næsten altid smukke, uanset hvor du er i Thailand. De omkringliggende farvande er rige på marine liv og farverige koralrev, og derfor finder du dykkerskoler, dagsture og generelt bare aktiviteter på havet alle steder. Det gør sig også gældende på Koh Chang. Men…

Vi tog på en 6 timers bådtur. Senest vi havde været det, var på Koh Lipe, og det var en vild oplevelse med det smukkeste liv under havet og en fantastisk veltilrettelagt dag. På Koh Chang må vi indrømme, at det var en skuffende oplevelse. Havet var slet ikke så sprællevende som set andre steder, og ærligt, så var dagen heller ikke eksekveret helt så vel. Det var dog en fest for ungerne, at de fik lov at styre båden.

Vi var på øen i 9 dage, og en af dagene tog vi en tur ind på øen for at se et vandfald. Vi vidste godt, at vi var der i den tørre tid, men var ikke klar over, at der blev så tørt, at der faktisk ingen vand var. Til gengæld var der aber, rigtigt mange aber. Dem har vi altså en vis respekt for. Heldigvis var der en kvinde der, sammen med sin hund, fulgte med os ind i skoven og frem til vandfaldet. Den havde styr på aberne, så de kom ikke i nærheden af os.

På trods af den stigende turisme har Koh Chang formået at bevare sin naturlige skønhed og kulturelle charme. Øen har stadig landsbyer, hvor man får et indblik i det lokale liv, hvor traditionelle fiskemetoder stadig praktiseres, og lokale markeder sælger friskfanget seafood og håndværk. Koh Chang er dermed et ideelt rejsemål for dem, der søger en balance mellem eventyr og afslapning i naturskønne omgivelser. Det er ikke det nye Phuket, men der er heller ikke stille som på Ko Kut.

Mad og drikke

Vi elsker thaimad, og børnene har også lært at spise det. Derfor er det overvejende lokal mad vi får. Maden man får i den her del af Thailand er på et meget højt niveau. Retter som Massaman, Pa Naeng, og andre røde, grønne og gule karryretter smager fantastisk. Gik vi 500 meter nedad gaden fra KC Grande Resort & Spa, var der også 4-5 rigtigt gode steder. Vores favoritsted var dog Some Mao. Kvaliteten og smagen i maden var på et højere niveau end de andre steder, og med priser omkring 250 THB for en ret, var det også til at betale. Restauranten var i øvrigt hyggelig, pæn og ren og får vores varmeste anbefalinger.

Vi får i hvert fald en fruit shake om dagen, når vi er i Thailand. 80 THB er niveauet, og det smager fortryllende. Alle steder er der lige den ene, der stikker positivt ud, og her var der en pige, der havde sin egen bod lige overfor SP Place, 100 meter henad vejen fra KC Grande.

Konklusion:

Koh Chang er ikke Phuket, og gudskelov for det, selvom Phuket har en masse at byde på. Koh Chang er dog lidt på vej derhen. Der er mange turister og det vælter med boder, massagesteder og billige øl. Men heldigvis har Koh Chang også mere stille områder, smuk natur, et langt højere kulinarisk niveau og folk virker mindre stressede. Men vi må omvendt sige, at hvis man overvejer Koh Chang som et alternativ til de mere klassiske steder, så har de ikke helt så gode strande som man finder på den sydlige del af Phuket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *